Jeg gør det for mig og min mor

Jeg gør det for mig og min mor

Sofia Saidana har gjort det 'umulige'. Tabt 52 kilo og vundet sig selv tilbage. Samt fået 30.000 fans.

Når et barns værste frygt går i opfyldelse, bliver verden sort. Som det skete for Sofia Saidana, da hun var 15 år.

Det skulle man ellers ikke tro, når man sidder over for hende på en café i Valby. Hun ligner en, som skal til galla. Håret er sat op. Hendes smukke, mørkebrune øjne er forstærket med lange vipper og perfekt make-up. Som var der rullet en rød løber ud på denne grå, regnfulde formiddag i Københavns udkant.

Det burde der måske være. For i dag er Sofia Saidana som 27-årig endelig kommet ud af mørket og er godt på vej til en tilværelse med glæde, selvværd og planer om eget firma.

For tre år siden var hun klar til at forlade verden for egen kraft. For at blive genforenet med sin mor. I himlen.

Sofia Saidana er datter af en tunesisk mand og en dansk mor, hvis ægteskab ikke holdt længe. Moderen forlod faderen, da døtrene var små, og Sofia Saidana har ikke noget tæt forhold til ham i dag.

Barndommen blev et mareridt. Sofia Saidana udviklede en psykisk sygdom med tvangstanker og en neurose, der betød, at hun som lille var kronisk angst for at miste sin mor.

”Jeg var et meget besværligt barn. Jeg skreg, bare min mor gik i kælderen for at vaske tøj, fordi jeg var bange for, at jeg aldrig skulle se hende igen. I en periode måtte hun sidde i klasseværelset sammen med mig, for ellers kunne jeg ikke gå i skole. Når jeg var der alene, var jeg hele tiden bange, og jeg blev mobbet ud af skolen i 5. klasse,” fortæller hun.

Hun kom til børnepsykologer, men husker dem som forfærdelige. Hun var bange for, at de ville hende noget ondt.

”Så vidt jeg husker, skreg jeg altid. Ingen kunne holde mig ud. Allerede dengang,” siger hun og slå de sorte øjne ned.

Frygten forsvandt ikke, selv om moderen aldrig svigtede. Til gengæld forsvandt moderen. Sofia Saidanas værste frygt gik i opfyldelse, da moderen i 1998 fik konstateret kræft i hjernen og efter fire års kamp døde en pinefuld død.

Storesøsteren på 19 år var på det tidspunkt flyttet hjemmefra. Før sin død gik moderen rundt blandt sine venner og familie for at finde nogen, der ville tage Sofia til sig.

Planen lykkedes. Men kun på papiret. Personen, som havde lovet, fortrød en måneds tid efter moderens død. Som resultatet blev Sofia Saidana anbragt på en kommunal ungdomspension med kriminelle, voldelige og stofmisbrugende unge. Hun var nu for alvor skræmt fra vid og sans.

”Jeg har så meget vrede. En af mine store udfordringer er at håndtere den. Jeg føler mig så svigtet. Også min mor blev svigtet af sin familie. Havde hun se, hvad der skete, var hun blevet så ked af det. Og rasende,” fortæller Sofia Saidana, mens hun nipper til en caffè latte lavet på skummetmælk.

Sofia Saidana var alene. Hun følte, at hele familien havde vendt hende ryggen. At ingen ville hende. Og hvis der er noget, hun har svært ved, er det at være alene.

”Jeg ville så gerne have en familie. Jeg tryglede kommunen om at finde en plejefamilie til mig, men de sagde, jeg var for gammel. Jeg prøvede også selv, men uden held.”

Løsningen for Sofia Saidana blev alkohol. Så stoffer af alle slags. Så piller oven i hatten. Miksen af antidepressiv medicin, sprut og narko kunne dulme hendes panik over livet og følelsen af ikke at have fast grund under fødderne. Hun gik fra kæreste til kæreste, og vågnede utallige gange op i en lejlighed, hun ikke anede hvem tilhørte, ved siden af en, hun ikke anede hvem var.

”Min kæresteforhold var meget usunde for mig. Men jeg havde bare sådan brug for kærlighed og ville gøre hvad som helst for at få en til at holde af mig,” forklarer hun.

Sofia Saidanas tvangstanker blev kanaliseret over på mad. Som 19-årig begyndte hun at spise. Rigtig meget mad blev til sygeligt enorme mængder.

”Jeg kom ikke i skole og kunne melde mig syg på min læreplads for at være hjemme og spise. Jeg spiste 2-3 bøtter is ad gangen. Købte for 200-300 kr. pizza om dagen. Jeg løj og bedrog mine omgivelser for at få penge til mad. Det var som at være narkoman. Jeg vågnede op om formiddagen med mad i munden. Og hadede mig selv så meget, at jeg til sidst ønskede at dø. Jeg ville begå selvmord.”

I forvejen kunne Sofia Saidane dårligt trække vejret, fordi hun var blevet så tyk. Som 22-årig sagde vægten 120 kilo. En fordobling på få år. I årevis turde hun af skam ikke købe ind til sit overforbrug samme sted, men gjorde det i små portioner i flere butikker.

En dag ud af ingenting vendte skuden. Måske var en engel gået gennem rummet. Måske hendes mor. Men en morgen vågnede Sofia Saidana og følte en stærk gejst. Hun tog en fast beslutning. Hun ville vinde. Bag sig havde hun et hav af mislykkede forsøg på at holde en slankekur, men denne gang skulle være anderledes.

Det lykkedes at se monstret lige i øjnene. Maden skulle ikke længere være hendes svigefulde ven. Hun vidste jo godt, hvad det var forkert at spise. Den første uge tabte hun syv kilo.

Dernæst kom den tunge gang til et fitnesscenter. Hun bed ydmygelsen i sig og begyndte at træne, selv om hun følte sig som en ko, alle gloede på og grinte ad.

Der røg lidt flere kilo af. Det gav selvtillid. Ud af den oppustede krop dukkede en ung smuk kvinde frem. Da hun oprettede sitet ’Sofia’s kamp fra 120 til 60 kilo’ på facebook, hvor hun fortalte om sig selv, stod hun for første gang rigtigt frem med sine problemer. Kaldte trolden ved navn.

Modtagelsen var overvældende. I takt med at kiloene raslede af – i gennemsnit næsten to hver eneste måned i to et halvt år – strømmede det til med følgere, der erklærede, at Sofia Saidana inspirerede dem og gav dem styrke til selv at rette op på deres liv.

”Jeg kan næsten ikke tro, at nogen synes, jeg er noget værd. I årevis har jeg hadet mig selv så meget og følt mig som mindre end et nul. Jeg kommer stadig i tvivl, om det er rigtigt,” siger hun.

I dag er Sofia Saidana uddannet som kostvejleder. Hun har over 30.000 følgere på Facebook og Instagram og erkender med stolthed, at hun med sin historie er blevet et forbillede for andre. Hendes næste skridt er at starte et firma for at skabe sig en levevej som vejleder for unge med samme slags problemer, som hun har haft.

”Hver dag er stadig en kamp for mig, som det har været i hele mit liv. Jeg er stadig bange for, at nedturen lurer om hjørnet. Men jeg bliver ved. Jeg gør det her for mig og min mor.”

Read more references…