Hvorfor kan folk ikke se, jeg er den samme

Hvorfor kan folk ikke se, jeg er den samme

Annette Svendsen kalder sig selv ’en stædig rad’. Efter sit kolossale vægttab har hun indset, hvor dårligt hun blev behandlet som tyk.

Folk respekterer mig mere og lytter mere til mig nu, end dengang jeg var svært overvægtig, siger Annette Svendsen.

”Og det gør mig vred.”

Annette Svendsen har gjort det. Hun har ved egen kraft uden at følge en kur eller få foretaget indgreb smidt den massive overvægt, hun har slæbt rundt på, lige fra hun var lille.

73,2 kilo er raslet af, siden hun besluttede sig for at sige stop for to år siden. Vægten sagde 130 kilo, og med et BMI på 50 kunne Annette Svendsen se frem til at dø tidligt. Vægttabet svarer til tre kilo om måneden i gennemsnit, og metoden har været den hårde måde: Ved at tælle kalorier og lære at lave sund mad.

”Jeg stod over for et valg. Der er mange overvægtige med rigtig mange livstruende livstilssygdomme i min familie. Jeg måtte simpelthen vælge, om jeg ville livet,” fortæller Annette Svendsen, der er uddannet markedsøkonom og arbejder med marketing management.

At leve sundt og erstatte hvidt sukker, hvedemel og friture med Sukrin, Fibersund, fedtreducerede meltyper og kokosolie koster flere penge på den korte bane. Men ikke på den lange. Annette Svendsen talte kalorier og tvang sig til ikke længere at overspise.

”Jeg talte og tæller fortsat kalorier. Det betyder, at jeg spiser meget mindre end før. Derfor er min samlede udgift til mad i dag mindre end før, selv om jeg køber meget dyrere og bedre fødevarer,” siger hun.

Bag den store Annette Svendsen kom en slank og fit version frem. Et menneske, hun ikke kendte. Og ikke anede, hvordan man gjorde for at være.

”Det gik langsomt op for mig, hvordan mit liv havde været. Jeg havde på en måde fortrængt virkeligheden. Fortrængt den mobning, jeg havde været ude for i hele mit liv. Fortrængt, at jeg ikke blev respekteret og ikke blev behandlet lige så godt som andre, bare fordi jeg var tyk.”

”Samtidig havde jeg mistet min identitet som tyk. Det var jo den eneste Annette, jeg kendte.”

Uretfærdigheden gjorde Annette Svendsen ked af det. Og meget vred. Samtidig med, at hun skulle genopfinde sig selv som et andet menneske, skulle hun håndtere en fortid, der var mere ulykkelig, end hun havde anet.

”Jeg var bange for andre mennesker. Jeg gik helst først ud og købte ind, når det var blevet mørkt. Som udgangspunkt var jeg mistroisk, og det fører aldrig noget godt med sig,” fortæller hun.

På fotografier fra børnehaven og folkeskole kan Annette Svendsen se, at hun altid var dobbelt så stor som de andre børn. Hun blev kaldt grimme ting allerede dengang, men værst var voksenmobberiet.

”Folk kunne finde på at råbe ’fede svin’ efter mig på gaden. En dag spurgte en mand på en bar mig, om jeg nogensinde havde kigget mig selv i spejlet. Det gjorde så ondt,” husker hun.

Indvendigt betragter Annette Svendsen sig selv som nøjagtig den samme person som før. Bare 73,2 kilo lettere. Bare fordi man taber vægt, forsvinder det lave selvværd, den manglende selvtillid og angsten for andre mennesker ikke, har hun lært.

”Det er bare den næste kamp, jeg skal kæmpe.”

Annette Svendsen fortæller, at hun jo ikke er blevet klogere eller mere interessant af at tabe sig. Hvorfor kan det så være, at det føles som om, at ekspedienterne i butikkerne er blevet meget sødere og venligere, spørger hun. Hvorfor er chauffører, billetsælgere, tjenere og alle i det hele taget blevet sødere og venligere?

Hun svarer selv:

”Fordi rigtig mange ikke ser overvægtige som ligeværdige mennesker. Ofte mødes overvægtige ikke med samme basale respekt som normalvægtige. Det er så uretfærdigt.”

Annette Svendsen erfaring er, at tingene aldrig er sort-hvide. En tynd må ikke automatisk være mere værd end en tyk. Der ligger altid en menneskelig historie bag.

”Jeg har det som om, at jeg har ligget i hi i en mørk hule hele mit liv. Nu er jeg kommet ud. Men lyset er meget skarpt. Det skærer i øjnene. Jeg kan stadig ikke rigtig se. Alligevel kan jeg mærke, at det her er det smukkeste og største, jeg nogensinde har gjort,” siger hun, der kan følges på instagram under navnet @asbeanie, hvor hun forsøger at inspirere og støtte andre i hendes situation.

Read more references…