Det sidder mellem ørerne

Det sidder mellem ørerne

”Det er ikke raketvidenskab at tabe sig og leve sundt. Alle ved, hvad det indebærer. Det svære er at ændre sit liv og bare gøre det.”

Ordene tilhører 21-årige Vilas Rubin, men kunne nok være sagt af de fleste.

For tre år siden vejede den 173 cm høje og 18-årige dreng 103 kilo. Han var droppet ud af skolen. Sov til kl. 14. Spillede computer hele natten. Og hadede sig selv.

”Jeg følte ikke, at jeg duede til noget. Mit selvværd var meget lille,” husker han.

Når hans venner ville have ham med til fest, havde han altid en dårlig undskyldning for ikke at tage med. Den dækkede først og fremmest over, at han syntes, de kunne så meget, mens han intet kunne.

”Både mine forældre og venner prøvede at få mig i gang og gjorde det i den bedste mening. Jeg var jo også selv irriteret over, at jeg ikke havde lyst til at feste eller tage på stranden om sommeren. Tog jeg endelig på stranden, var jeg i vandet hele tiden eller lå på maven, så ingen kunne se mig. Indtil jeg tog tidligt hjem og gemte mig på mit værelse igen,” siger han.

Kort sagt følte Vilas Rubin, at han levede op til det billede af sig selv som en doven overvægtig, som alle havde. Indtil 2. juledag 2011.

”I julen havde jeg på Facebook mødt nogle jævnaldrende i et netværk, der hed JRF. De lavede trænings- og kostprogrammer og havde alle sammen været tykke engang. Nu var de blevet slanke og ville hjælpe sådan nogle som mig. Den dag sagde jeg til mine forældre, at jeg ikke skulle have julefrokost eller noget af familiens normale mad,” siger han.

Vilas Rubins forældre var overraskede, men støttede ham. Hans nye venner kom forbi og overtalte ham til at begynde at træne. Han gik det nye år i møde i stor smerte.

”Det gjorde så ondt. Jeg havde ikke bevæget mig i årevis, og nu skulle min store røv ud at løbe baglæns op ad bakker og udsættes for armbøjninger i hundredvis. Træningen gjorde ubeskriveligt ondt, men jeg fik rigtig meget støtte af JRF-vennerne. Inde i mig begyndte jeg at mærke en viljestyrke, der fjernede min tvivl. Jeg vidste, jeg kunne, og fulgte programmet helt robotagtigt,” siger han.

På Facebook gav JRF-samfundet assistance med svar på spørgsmål om kost og træning. Og opmuntring, hvis man ikke kunne tage sig sammen. 24 timer i døgnet. En eller anden fra netværket var altid på og klar til at bakke op. Hurtigt blev Vilas Rubin selv en af dem. Uden at vide ret meget, begyndte han at lave trænings- og kostprogrammer for nye tykke unge, der var gået i stå foran deres computer- og tv-skærme og ville hjælpes.

”Det var på en måde lidt amatøragtigt. Ingen af os havde helt styr på hverken, hvordan man træner eller spiser optimalt. Men det betød ikke noget. Det vigtige sidder mellem ørerne, og der vidste vi, hvad vi talte om. Vi hjalp og opmuntrede og spiste enorme mængder grøntsager, æg og kyllingebryst,” siger han med et stort smil.

For en tyk ung med en krop, der har taget form efter hans computerspils-kontorstol, er al motion god og al sund kost revolutionerende. Halvandet år efter den famøse 2. juledag havde Vilas Rubin tabt 35 kilo. I dag er han uddannet fitness-, bokse- og crossfitinstruktør, arbejder som souschef i et fitnesscenter og har gennemført et HF-forberedelseskursus.

”Jeg fik øjnene op for, hvor vigtigt det er at være herre over sin egen krop. For mig er det som om, at der har været en mening med det hele. Jeg skulle sidde og miste min selvtillid og veje alt for meget for, at jeg kunne finde ud af at mærke værdien af alle de her ting,” siger han.

”Jeg ved, at hvis jeg ikke havde gjort det den 2. juledag, havde jeg gjort det alligevel.”

Read more references…